Få 30 minutters gratis samtale (telefon/Zoom) – Book din tid i dag!

Ulvetime hos hvalpe: Når hvalpen bliver til en landhaj

Hvalp tygger på legetøj under ulvetime om aftenen

Om hvalpebideri, ulvetime, og hvorfor mere aktivitet ikke altid er svaret

Klokken nærmer sig aften. Din hvalp, som for en time siden lå og sov som en lille engel, er blevet skiftet ud med noget, der mest af alt minder om en landhaj. Hvalpen løber ræs gennem stuen og bider i buksebenene, i hænderne og i sofapuderne, og ørerne ser ud til at være slået helt fra.

De fleste tænker det samme: Der må være noget energi, der skal brændes af. Så man leger lidt mere, går en ekstra tur eller finder godbidderne frem til lidt træning. Ti minutter senere er landhajen bare blevet endnu værre.

Det mønster kalder mange for ulvetimen. Ulvetime er ikke en diagnose. Det er bare et rammende navn for de timer, ofte sidst på dagen, hvor aktiviteten stiger, bideriet bliver hårdere, og roen bliver sværere at finde. Ofte er løsningen det stik modsatte af det, vi får lyst til at gøre. Hvalpen mangler ikke mere. Hvalpen har fået mere end rigeligt den dag.

Ulvetime: Hvorfor går hvalpen amok om aftenen?

Der findes ikke én forklaring. Hvalpe er forskellige, dage er forskellige, og den samme hvalp kan have en rolig aften den ene dag og være en firbenet tornado den næste.

Der findes heller ikke forskning, der har undersøgt ulvetimen direkte. Men der er studier af søvn, oplevelser og selvregulering hos hunde, som kan hjælpe os med at forstå, hvad der kan være på spil. Jeg kigger især efter tre ting.

Hvalpen er træt

Unge hvalpe har brug for rigtig meget søvn og hvile. Et stort britisk studie fra Dogs Trust fulgte hunde fra hvalpealderen og spurgte ejerne om hvalpenes søvn. Ifølge ejerne sov hvalpene som 16 uger gamle mere om dagen og mere i alt over døgnet, end de gjorde som 12 måneder gamle.¹

Du har sikkert hørt, at hvalpe skal sove 18–20 timer i døgnet. Det kan være en fin tommelfingerregel, men der er ikke en facitliste, og søvnbehovet varierer fra hvalp til hvalp.

At søvn betyder noget for adfærd, ved vi dog en del om. I et britisk spørgeskemastudie om mere end 1.300 hunde hang for lidt nattesøvn sammen med mere udtalt problemadfærd. Hunde, der let blev vækket eller forstyrret, når de sov i løbet af dagen, havde også mere problemadfærd ifølge deres ejere.² Studiet handler om hunde i alle aldre og kan ikke bevise årsag og virkning, men det peger i en klar retning. Søvn og hvile er ikke noget, vi skal tage let på.

Det lumske er, at en træt hvalp sjældent ser træt ud. Det er ikke noget, forskningen har undersøgt, men mange trænere og hvalpeejere oplever, at trætte hvalpe tværtimod bliver mere aktive, bider mere og har sværere ved at stoppe en leg. Det er let at læse som manglende motion, men det er ofte netop dér, vi skal tænke søvn i stedet.

Hvalpen har haft en lang arbejdsdag.

Prøv at se dagen fra hvalpens perspektiv. Der var en gåtur, en skraldebil og naboen. Der kom en fremmed hund og nogle børn på cykler. I trænede lidt, der kom gæster, støvsugeren var fremme, og der var nye dufte i haven. For os er det en helt almindelig tirsdag. For en lille hvalp er det en lang arbejdsdag.

Vi ved, at oplevelser påvirker søvnen bagefter. I et ungarsk studie fik familiehunde enten en positiv eller en negativ oplevelse, før de skulle sove, og deres søvn så markant forskellig ud bagefter.³ Studiet var lille og handlede om voksne hunde, men det understøtter noget, mange af os kender fra os selv: Det, dagen har budt på, følger med ind i hvilen.

Det betyder ikke, at hvalpe skal skærmes fra verden. De skal netop have gode erfaringer med det liv, de skal leve. Men socialisering handler ikke om at nå flest mulige oplevelser på kortest mulig tid, og nogle dage er der simpelthen sket rigeligt. Se derfor på hele dagen og ikke kun på de fem minutter, før landhajen dukkede op.

Selvregulering er noget, der udvikler sig

Evnen til at bremse en impuls og skifte strategi kommer gradvist, i takt med at hunden modnes. I et amerikansk studie blev 160 hvalpe, der var i gang med at blive servicehunde, testet som 8–10 uger gamle og igen som cirka 21 måneder gamle. Den største fremgang sås netop i det, forskerne kalder eksekutive funktioner, herunder impulskontrol.⁴

Samtidig ser det ud til, at høj ophidselse gør det sværere for en hund at bremse sig selv. I et andet studie fra samme forskergruppe blev familiehunde dårligere til en impulskontrolopgave, når de blev gjort mere ophidsede. Rolige servicehunde blev derimod bedre.⁵ Det var voksne hunde, men pointen er let at se: En hund, der allerede er oppe i gear, har sværere ved at stoppe, jo mere vi skruer op.

Ingen af studierne handler om ulvetimen. Men tilsammen minder de os om noget vigtigt. En meget ung hvalp har endnu ikke de samme forudsætninger for at regulere sig selv som en voksen hund, og når hvalpen samtidig er træt og opkørt, bliver det endnu sværere. Vi kan ikke forvente, at hvalpen selv beslutter sig for at lægge sig og tage en lur. Nogle gange må vi hjælpe med overgangen.

Kom den frygtede ulvetime i forkøbet

Det er meget nemmere at hjælpe en hvalp, der er på vej op i gear, end en hvalp, der allerede hænger i dit bukseben. Hvis ulvetimen plejer at komme omkring samme tidspunkt, så begynd nedtrapningen lidt før.

  1. En kort toilettur. Ud og tisse, uden at det bliver endnu en spændende aktivitet.
  2. Lidt rolig snusen. Et lille søg eller et par minutter med næsen i græsset. Det behøver ikke være en gåtur.
  3. Noget at tygge eller slikke på. En tyggeting, en fyldt Kong eller en slikkemåtte. Under tandskiftet kan noget køligt være rart for ømme gummer.
  4. Gør verden mindre. Skru ned for leg og indtryk, dæmp lyset, lad børnene give hvalpen plads, og fjern de ting, der inviterer til en omgang mere.
  5. Hjælp hvalpen til hvile. Nogle hvalpe falder selv til ro, når omgivelserne bliver stille. Andre har brug for, at du bliver i nærheden.

Vent ikke på landhajen. Begynd, når du ser de første tegn på træthed og uro.

En hvalpegård kan gøre verden lidt mindre

Når en hvalp virkelig har svært ved at stoppe, kan en hvalpegård, en babylåge eller et mindre, trygt område være en stor hjælp. Det er ikke en straf for at have bidt, og det er ikke fordi hvalpen har været “uartig”. Det er simpelthen svært at finde ro, når man har adgang til et helt hjem fyldt med spændende muligheder.

Tænk på det som management: Jeg kan se, det er svært for dig lige nu, så jeg hjælper dig med at gøre verden mindre. Læg en god seng eller et tæppe, vand og noget at tygge på, og brug et sted, hvalpen allerede forbinder med tryghed. Bliv gerne siddende i nærheden, hvis det hjælper. Målet er ikke, at hvalpen skal lære at klare sig selv. Målet er at give de bedste betingelser for at falde til ro.

Skaber afgrænsningen i stedet uro eller utryghed, ændrer vi opsætningen. Vi venter ikke på, at hvalpen “giver op”.

Når tænderne kommer frem

Bideri er en helt normal del af hvalpelivet. Hvalpe undersøger verden med munden, og under tandskiftet bliver behovet for at tygge ofte endnu større. Når hvalpen samtidig er træt eller opkørt, bliver bideriet bare hurtigere og hårdere.

Gør hænder og tøj så kedelige som muligt. Undgå at skubbe hvalpen væk eller ende i en brydekamp, for flagrende hænder og bukseben er for mange hvalpe den bedste leg i verden. Tilbyd i stedet noget, tænderne må bruges på, gerne et legetøj, der giver lidt afstand mellem hvalpetænder og menneskehænder.

Og så det vigtigste: Se efter behovet bag bideriet. Skal hvalpen tisse? Gør tænderne ondt? Er hvalpen sulten eller tørstig? Er legen blevet for vild? Eller er det bare tid til at sove?

Bideriet er information, ikke dårlig opførsel.

Fælden: “Hvalpen skal bare køres træt”

Hvalpe må gerne lege vildt. Leg må være fjollet, fysisk og fuld af glæde. Men når hvalpen kører op, er en ekstra omgang leg, gåtur eller træning ikke altid svaret. Forskerne bag det britiske søvnstudie konkluderede netop, at det kan være uhensigtsmæssigt at løse adfærdsproblemer med mere aktivitet, hvis det går ud over hundens søvn.²

Lær derfor din egen hvalps mønstre at kende. Kan hvalpen tage små pauser undervejs i legen? Kan han eller hun skifte til noget andet og komme ned i gear bagefter? Eller bliver legen gradvist mere hektisk og bideriet hårdere, så det bliver sværere og sværere at stoppe? Det er sjældent legen i sig selv, der er problemet. Det er timingen, varigheden og hvor meget hvalpen kan rumme lige dér.

Nogle gange er den bedste beslutning ikke “lad os lige brænde det sidste af”, men “det var vist nok for i dag”.

Måske skal vi også nusse lidt mindre

Ja, jeg ved det godt. Du har fået verdens sødeste hvalp, og nu kommer hundetræneren og foreslår, at du skal holde fingrene lidt mere for dig selv. 😄

Vi mennesker viser kærlighed med berøring, og mange hunde nyder kontakt. Bare ikke nødvendigvis hele tiden. I et tysk studie reagerede familiehunde på helt almindelig berøring, som at blive aet på hovedet eller få holdt en pote, med små dæmpende signaler og omdirigeret adfærd. Hvor meget hundene viste af det, afhang af, om de kendte personen.⁶ Det er signaler, vi let overser, fordi vi er optaget af at kæle eller holde vores hvalp i favnen. Faglitteraturen om hundes perspektiv peger også på, hvor vigtigt det er, at hunden selv kan vælge kontakt til og fra.⁷

Prøv en lille samtykkepause: Kæl med hvalpen et øjeblik, stop, og se, hvad der sker. Søger hvalpen tilbage mod din hånd eller læner sig ind mod dig? Så fortsæt. Vender hvalpen hovedet væk, flytter sig eller bliver bare liggende? Så giv ham eller hende en pause.

Kæl er ikke dårligt. Men mere kontakt er ikke automatisk mere beroligende, og især ikke for en hvalp, der prøver at falde til ro. Ro kan også være at få lov til bare at være.

Bliv hvalpedetektiv 🕵️

Hvis landhajen dukker op igen og igen, så prøv at føre en lille dagbog i 5–7 dage. Skriv for eksempel ned:

  • Hvornår sov hvalpen, og hvor længe?
  • Hvad lavede I i løbet af dagen, og var der mange nye oplevelser?
  • Hvor meget leg og træning var der?
  • Hvornår spiste hvalpen, og hvornår var hvalpen sidst ude at tisse?
  • Hvornår begyndte uroen, og hvad skete der lige inden?
  • Hvad hjalp hvalpen med at finde ro?

Du leder ikke efter én perfekt forklaring. Du leder efter mønstre. Måske kommer landhajen næsten altid omkring kl. 19. Måske er aftenerne sværere efter hvalpehold eller besøg. Eller måske opdager du, at det værste bideri kommer fem minutter før et meget tiltrængt toiletbesøg. Når du kan se mønstret, kan du ændre det, der sker før ulvetimen, i stedet for kun at håndtere tænderne, når de allerede sidder i buksebenet.

Hvornår skal man søge hjælp?

Bideri, zoomies og perioder med høj aktivitet hører til livet med en ung hund. Men “det er bare hvalpeadfærd” skal heller ikke forklare alt.

Tal med din dyrlæge, hvis hvalpens adfærd pludselig ændrer sig markant, hvis hvalpen virker øm eller utilpas, eller hvis han eller hun generelt har svært ved at finde hvile. Og få hjælp fra en kvalificeret, belønningsbaseret træner eller adfærdskonsulent, hvis bideriet eller uroen er så voldsom, at familien har svært ved at håndtere det, eller hvis du er i tvivl om, hvad du ser. Det er helt okay at få hjælp, før problemet føles stort.

Kontakt mig her, hvis du har brug for hjælp: Kontakt

Til sidst

En hvalp, der går amok om aftenen, har ikke nødvendigvis brug for mere træning, mere motion eller flere aktiviteter. Nogle gange har en meget ung hund bare fået mere end nok af oplevelser den dag.

Så tænk: mindre aktivitet, færre valg, mere forudsigelighed og hjælp til hvile. Og husk, at hvalpen ikke behøver at kunne regulere det hele selv endnu. Det er noget, vi hjælper med, mens han eller hun vokser op.

Små skridt. Store fremskridt. En tryg start på et langt hundeliv. 💚🐾

Referencer

  1. Kinsman, R., Owczarczak-Garstecka, S., Casey, R., Knowles, T., Tasker, S., Woodward, J., Da Costa, R. & Murray, J. (2020). Sleep Duration and Behaviours: A Descriptive Analysis of a Cohort of Dogs up to 12 Months of Age. Animals, 10(7), 1172. https://doi.org/10.3390/ani10071172
  2. Tooley, C. & Heath, S. E. (2022). Sleep Characteristics in Dogs; Effect on Caregiver-Reported Problem Behaviours. Animals, 12(14), 1753. https://doi.org/10.3390/ani12141753
  3. Kis, A., Gergely, A., Galambos, Á., Abdai, J., Gombos, F., Bódizs, R. & Topál, J. (2017). Sleep macrostructure is modulated by positive and negative social experience in adult pet dogs. Proceedings of the Royal Society B, 284(1865), 20171883. https://doi.org/10.1098/rspb.2017.1883
  4. Bray, E. E., Gruen, M. E., Gnanadesikan, G. E., Horschler, D. J., Levy, K. M., Kennedy, B. S., Hare, B. A. & MacLean, E. L. (2021). Dog cognitive development: a longitudinal study across the first 2 years of life. Animal Cognition, 24(2), 311–328. https://doi.org/10.1007/s10071-020-01443-7
  5. Bray, E. E., MacLean, E. L. & Hare, B. A. (2015). Increasing arousal enhances inhibitory control in calm but not excitable dogs. Animal Cognition, 18(6), 1317–1329. https://doi.org/10.1007/s10071-015-0901-1
  6. Kuhne, F., Hößler, J. C. & Struwe, R. (2012). Effects of human–dog familiarity on dogs’ behavioural responses to petting. Applied Animal Behaviour Science, 142(3), 176–181. https://doi.org/10.1016/j.applanim.2012.10.003
  7. Horowitz, A. (2021). Considering the “Dog” in Dog–Human Interaction. Frontiers in Veterinary Science, 8, 642821. https://doi.org/10.3389/fvets.2021.642821

Læs andre nyheder

En gyldenfarvet hund sidder på et bord og kigger ud af vinduet. Teksten på billedet siger "separationsangst - hvad er det lige, det er?"

Alene hjemme

Om separationsangst og separationsrelateret adfærd hos hunde – hvad det egentlig er, og hvad du...

Hund står uroligt og kigger efter sin ejer – tegn på separationsangst separation anxiety

Home Alone

Understanding separation anxiety and separation related behaviours in dogs — what they really are, and...

Schæferhund snuser til græsset

Små valg = stor velfærd

Derfor betyder din hunds selvbestemmelse noget. Og hvordan du får det ind i hverdagen… Sadie...

Rolig hund ligger afslappet med sit legetøj derhjemme separation anxiety

What methods do I use for separation anxiety?

Every method I use is humane and dog-friendly. I never use fear, pain or force...