Belønning i hundetræning. Det er meget mere end godbidder.

Når vi taler om belønning i hundetræning, tænker mange automatisk på godbidder.

Og ja – mad kan være en fantastisk belønning.

Men det er langt fra den eneste.

Faktisk er noget af det vigtigste, du kan lære som hundeejer at forstå hvad din hund oplever som værdifuldt. For belønning handler ikke om, hvad vi synes burde virke – men om hvad der rent faktisk virker for hunden.

Hvad er en belønning egentlig?

En belønning er noget, der øger sandsynligheden for, at en adfærd sker igen.

Så hvis din hund kommer, når du kalder – og der sker noget, der føles godt for hunden – så vil din hund have større lyst til at gøre det igen næste gang.

Det er det, vi arbejder med i positiv forstærkning.

Belønning er individuelt

Nogle hunde arbejder gladeligt for en tør godbid.

Andre kigger på dig, som om du lige har tilbudt dem en tør knækbrødsmad uden smør.

Og nogle hunde… de er fuldstændig ligeglade med både mad og legetøj, og så kan det begynde at blive rigtigt interessant, for hvad gør vi så?

Når mad og legetøj ikke virker

Hvis du har en hund med allergier, begrænset kost eller bare en hund, der ikke gider godbidder eller legetøj – så kan det føles som om, man står lidt uden værktøjer.

Det gør man ikke, men du er nødt til at tænke lidt anderledes og ud af boksen.

Livsbelønninger – det din hund egentlig vil

Noget af det mest undervurderede i hundetræning er det, vi kalder livsbelønninger.

Det er adgang til noget, din hund allerede gerne vil.

For eksempel:

  • At få lov til at snuse til den spændende busk
  • At få lov til at løbe hen til vandet
  • At få lov til at komme ud af døren
  • At få lov til at grave eller udforske

Hvis din hund elsker at snuse (og det gør de fleste), så kan en “sniffari-pause” være langt mere værdifuld end en godbid.

Du kan f.eks. sige din hunds navn → hunden kigger op på dig → du siger “værsgo” og lader den snuse.

Så begynder din hund at at opleve, at når han/hun vælger dig, så sker der noget godt.

Social kontakt og bevægelse som belønning

For nogle hunde er det bedste i verden ikke mad – men dig.

  • Entusiastisk ros (og jeg mener VIRKELIG entusiastisk)
  • Leg sammen
  • At du bevæger dig og engagerer dig
  • En god omgang nus (den rigtige slags – og der er hunde også individuelle, så prøv dig frem).

Nogle hunde elsker f.eks. en solid omgang kløen på bagparten eller brystmassage langt mere end en lille godbid. Og nogle bliver virkelig motiverede, når vi gør os lidt “fjollede” og engagerede.

Alternativer til klassiske godbidder

Hvis din hund begrænsninger i kosten, kan du stadig bruge mad – bare mere bevidst:

  • Din hunds normale mad
  • Enkelt-protein (fx kogt kylling, kanin eller fisk – hvis det tåles)
  • Frysetørrede godbidder
  • Grøntsager som gulerod eller grønne bønner
  • Frugt som bananer eller æbler
  • Isterninger (overraskende populært hos mange hunde!)

Det handler ikke om hvad det er – men om din hund synes, det er værdifuldt (og at det kan tåles indenfor de begrænsninger, der måtte være i kosten).

Leg – på din hunds præmisser

Hvis din hund ikke gider bolde, betyder det ikke, at den ikke gider leg. Det betyder bare, at vi ikke har fundet den rigtige type endnu.

Det kunne være:

  • Trækkeleg
  • Jagtlege (du løber væk – din hund følger efter – eller omvendt)
  • En flirt pole (snor med legetøj)
  • At få lov til at rive en papkasse i stykker

Den vigtigste pointe

Belønning handler ikke om at “lokke” din hund. I stedet handler det om at skabe noget, der har værdi for din hund. Når din hund oplever, at det kan betale sig at samarbejde med dig – så begynder den at vælge dig oftere.

På den måde bliver træningen altså både nemmere og meget sjovere for både dig og din hund.

Et lille tip til sidst

Hvis du er i tvivl om, hvad din hund bedst kan lide:

Test det.

Lav små eksperimenter, hvor du observerer din hund og ser, hvad der vælges. Det kan f.eks. være et smagsbræt med forskellige typer af godbidder (ost, banan, kylling, engelsk bøf i tern, tørfodder, gulerødder, æbler, kaninører osv.), eller det kan være et valg mellem forskellige typer af legetøj.

Vores hunde er faktisk gode til at fortælles os, hvad der virker, vi skal bare lære at lytte.

Categories:

Tags:

No responses yet

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Our pets only have us and they rely on us for everything. Food, shelter, safety, affection. Let’s give them the best possible lives we can. Let’s give them choices to enrich them. And most of all let’s learn to listen to their communication so that we both may benefit from mutual trust and a loving relationship.

Tina B. Kristensen.