Når man får en hvalp hjem, er det helt naturligt, at tankerne hurtigt falder på alt det, de skal lære. Renlighed, alene hjemme, at gå pænt i snor – og måske også de klassiske signalord som “sit” og “dæk”.
Og det giver jo god mening.
Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er det ikke det vigtigste i starten.
Det vigtigste er relationen.
For din hvalp er det her ikke bare en ny begyndelse – det er en kæmpe omvæltning. Han eller hun er blevet taget væk fra alt det, der var trygt og velkendt; mor, søskende, dufte, lyde og rutiner. Pludselig står din hvalp i en helt ny verden, hvor alting skal give mening igen.
Og i den proces bliver du det vigtigste holdepunkt, især hvis du gør det rigtigt fra starten.
Forberedelse – ikke kun praktisk, men også mentalt
Noget af det, mange bliver overrasket over, er hvor krævende det faktisk er at få en hvalp.
Ikke kun praktisk – men også mentalt.
Det kan lidt føles som at få en baby hjem. Afbrudt søvn, mange ture ud, konstant opsyn og øjeblikke, hvor man tænker: hvad har jeg egentlig kastet mig ud i?
Og ja – der vil være dage, hvor din hvalp:
- piver
- bider
- tisser indenfor
Og der føles det hele lidt uoverskueligt.
Det betyder ikke, at du gør noget forkert. Det betyder bare, at du har fået en hvalp.
Det vigtigste, du kan være i den periode, er ikke perfekt – men til stede, tålmodig og villig til at møde din hvalp dér, hvor de er.
Praktisk forberedelse – hvad har du egentlig brug for?
Der er selvfølgelig også den mere praktiske del.
Noget af det basale kan være:
- Foder
- En hvalpegård eller et trygt område (jeg foretrækker det fremfor bur)
- Babygates til at styre adgang i hjemmet
- Tæpper og bløde liggepladser
- Mad- og vandskåle
- Halsbånd, sele og line
- Navneskilt
- Pølleposer, shampoo og pelspleje
- Aktivitetslegetøj og tyggeting
- Godbidder
- En enzymrens til uheld
Og måske vigtigst af alt: få gjort hjemmet lidt “hvalpesikkert”. Lidt som med et nysgerrigt barn – fjern ting, der ikke skal tygges i, og sørg for, at farlige ting ikke er tilgængelige.
Træning starter fra dag ét, men ikke som mange tror
Mange tænker, at træning starter med “sit”. Men i starten er der noget andet, der er langt vigtigere.
Relationen mellem dig og din hvalp.
Din hvalp skal lære:
- at du er tryg
- at du giver mening
- at det kan betale sig at være i kontakt med dig
Det er det, der danner grundlaget for al fremtidig træning og i særdeleshed for jeres forhold resten af din hvalps liv.
Når det er sagt, så er der nogle ting, der giver rigtig god mening at begynde på tidligt.
Indkald er en af dem.
Ikke som en “øvelse” – men som en leg. Noget, der altid er positivt, og hvor det at komme hen til dig føles som det bedste i verden.
Derudover giver det god mening at støtte din hvalp i at kunne finde ro og falde til. Det er en undervurderet, men utrolig vigtig færdighed.
De mere klassiske signalord skal nok komme senere.
Renlighedstræning. Hvorfor den åbne havedør ikke er nok
Renlighed er en af de ting, mange hurtigt bliver optaget af, hvilket er helt forståeligt.
Men det er også et område, hvor mange misforstår, hvad hvalpen faktisk har brug for.
At lade døren stå åben lærer ikke hvalpen noget i sig selv.
Det, der virker, er rutine, timing og tydelig feedback.
En god start kan være at tage din hvalp ud:
- Når den vågner
- Før og efter mad
- Efter leg (ca. 20 minutter)
- Efter søvn
- Inden sengetid
- Og evt. om natten i starten
Gå med ud, og ros, når hvalpen gør det rigtige.
Og husk: uheld vil ske, men det er ikke fordi, din hvalp er “uartig”. Han eller hun er bare i gang med at lære.
Hvalpe bider – og det er helt normalt
Hvalpe bider.
Det er sådan, de udforsker verden (de har trods alt ikke hænder), og det er også en måde at håndtere både begejstring, frustration og træthed på.
Det betyder ikke, at vi bare skal acceptere det. Men vi guider – vi skælder ikke ud.
Giv noget, hvalpen må tygge i.
Træk dig roligt, hvis det bliver for meget.
Lær at se tegnene på træthed eller behov for pause.
At råbe eller skælde ud lærer ikke hvalpen at være forsigtig. Det lærer dem bare, at du kan være uforudsigelig.
Hvalpe (og alle andre) lærer bedst, når de føler sig trygge.
“Ulvetimen” – når det hele går lidt amok
Mange oplever den såkaldte “ulvetime”. Det er typisk om aftenen, hvor hvalpen pludselig får et energiboost og:
- løber rundt
- bider
- hopper
- virker helt umulig
Det er helt normalt.
Her kan det hjælpe at være lidt på forkant:
- Hav noget roligt aktivering klar
- Giv mulighed for at bruge energi på en hensigtsmæssig måde
- Eller hjælp hvalpen ind i sit trygge område, hvis det bliver for meget
Ofte er det et tegn på træthed eller overstimulering.
Socialisering er ikke det, mange tror
Socialisering handler ikke om, at din hvalp skal hilse på alle.
Faktisk kan det gøre det sværere senere, hvis hvalpen forventer kontakt med alle hunde og mennesker.
I stedet handler det om at lære verden at kende.
At kunne observere og forholde sig roligt.
At kunne være i nærheden af ting uden nødvendigvis at skulle hen til dem.
Rolige, gode oplevelser er langt vigtigere end mange.
Hvis du kun skal tage én ting med fra det her opslag
De første uger handler ikke om at få styr på det hele.
De handler om at skabe en base.
En hvalp, der føler sig tryg.
En hvalp, der har tillid.
En hvalp, der har lyst til at opsøge dig.
Resten skal nok komme.
Og måske vigtigst af alt:
Du må godt sænke skuldrene lidt.
Det behøver ikke være perfekt. Det vigtigste er, at I er i gang med at lære hinanden at kende.


No responses yet